Det israelske flag

Befolkning og religion

En oversigt og beskrivelse af de mange forskellige befolkningsgrupper og deres religion i Israel.

De forskellige befolkningsgrupper

I Israel bor der mange forskellige befolkningsgrupper set ud fra en etnisk, religiøs og kulturel baggrund.

Israel har ca. 8,522 mill. indbyggere (maj 2016).

De fordeler sig på følgende måde (i runde tal ultimo 2011):

  • 5,98 mill. jøder
  • 1,18 mill. muslimer (ex. beduiner)
  • 155.000 kristne (palæstinensere og "ikke-arabiske" kristne)
  • 128.000 drusere
  • 175.000 beduiner
  • 302.000 "øvrige" (ikke klassificeret, fastboende udlændinge, sigøjnere, andre religioner mfl.)
  • 75,4%
  • 15,0%
  • 2,0%
  • 1,6%
  • 2,2%
  • 3,8%

De forskellige befolkningsgrupper i Israel:

Jøder

Jødedommen er den ældste monoteistiske religion (de to andre er kristendommen og islam).

Den er baseret på Torah/Tora (De Fem Mosebøger/Moseloven), der bl.a. indeholder 613 bud og forbud (mitzvot). Torahen er den første (og ældste) del af den jødiske bibel, der også indeholder Profeternes Bøger, Samlernes Bog og mange andre skrifter. De udgør tilsammen Tenach - den jødiske betegnelse for Det Gamle Testamente. Torahen er for jøder den vigtigste del af Biblen og den ældste bog, der er skrevet på hebraisk.

Ifølge traditionen blev Torahen givet til Israels folk (israelitterne) af Gud via Moses på Sinaibjerget. Ved denne åbenbaring fik israelitterne både de skriftlige love i form af bl.a. De Ti Bud og den mundtlige overlevering, der fungerer som vejledning for jødisk levevis.

Jødedommen anerkender ikke Det Ny Testamente og dermed heller ikke betegnelsen "Det Gamle Testamente".

Fortolkninger til forskrifterne samt en samling af mundtlige traditioner findes i det store værk Talmud, som blev til i årerne mellem 0 og 500, dels i Judæa (et større område med Jerusalem som centrum) og dels i Babylon. Fortolkningerne blev drøftet i forsamlinger af rabbinere. Fra Talmuds afslutning til vor egen tid har rabbinere forsat deres fortolkninger og det har givet anledning til dannelse af mange forskellige retninger inden for jødedommen. I Israel finder man f.eks. ultraortodokse jøder, der mener, at staten Israel først bør skabes efter Messias's genkomst på jorden.

Mishnah er en hovedkilde til den rabbinske jødedoms religiøse tekster. Det er den første nedskrivning af den mundtlige lov for det jødiske folk, som farisærerne forsvarede, og det anses for at være det første rabbinske værk. Mishnah er en del af Talmud.

Læs mere om Maimonides/Rambam - en af jødedommens største rabbinere og jødisk filosof.

Med et fredfyldt "shabbat shalom" (fredfyldt hviledag) ønsker jøderne overalt hinanden god weekend, før de skynder sig hjem med den sidste bus, inden aftenens fred og stilhed sænker sig over landet. De ortodokse iler til synagoger eller Grædemuren (Ha-Kotel) i Jerusalems gamle bydel.

Jødedommens ugentlige helligdag er sabbat (udtales shabbat på hebraisk). Shabbat anses for at være den væsentligste og mest værdifulde højtid, som jøderne har, og det er den eneste helligdag, der nævnes direkte i De Ti Bud. Den begynder ved solnedgang fredag og varer til solnedgang lørdag, hvor man kan gå i synagogen og deltage i gudstjenesten. Hele familien samles på shabbat og ingen må side alene. De ortodokse overholder shabbatreglerne som f.eks. at man ikke må ryge, ikke telefonere, ikke betjene elkontakter, ikke gøre rent eller rydde op og at mand og kone så vidt muligt skal dele seng på shabbat. De ikke-ortodokse og ikke-religiøse holder fri, ser fjernsyn, mødes med venner og familie, tager på udflugter eller går i byen om aftenen.

I synagogen (på hebraisk forsamlingshus eller bedehus) foregår de religiøse handlinger. Her opbevares de hellige skrifter, Torah-rullerne, som regel i et særligt skab på en væg, der vender mod Jerusalem. Håndteringen, studiet og oplæsningen af Torah, der på rituel og højtidelig vis hentes frem og lægges på en særlig pult på en forhøjning foran Torahskabet, er sammen med fremsigelse af traditionelle bønner, salmesang og prædiken de væsentligste bestanddele i gudstjenesten.

I en synagoge bærer mændene en kippa/kippah (kalot) eller hat (det gælder også ikke-jøder). Foruden kippah bærer mændene i menigheden under visse dele af gudstjenesten et bedesjal, der sammen med andre religiøse genstande (f.eks. en bønnebog), ofte ligger i et særligt privat rum i de bænkerækker, der findes i salen. I de ortodokse menigheder sidder mænd og kvinder adskilt.

I modsætning til en gudstjeneste i en luthersk-protestantisk kirke er deltagerne i den jødiske gudstjeneste ofte i bevægelse i rummet. Stemningen kan glide fra det meget højtidelige og rituelle til det afslappede og uformelle.

En fuldgyldig gudstjeneste kræver ti mænd over pubertetsalderen (13 år), en såkaldt minjan, men ikke nødvendigvis en synagoge.

Synagogerne har gennem århundreder også fungeret som en slags skole, fordi børnene her har lært at læse de hellige skrifter (Torah'en).

Jødernes tidsregning begynder ved verdens skabelse, ifølge Biblen år 3.760 f.Kr. En beskrivelse af de jødiske helligdage findes her.

Selv om de fleste jøder i Israel er verdslige, overholder ca. 80% de religiøse forskrifter og ritualer i større eller mindre grad. Det er almindeligt, at drenge bliver omskåret otte dage efter fødslen af en rabbiner eller kirurg og de fejer deres bar mitzva (konfirmation) som 13-årige. Mange overholder spiselovene (mad og drikke skal være kosher) og ved indgangen til de fleste hjem og offentlige bygninger vil man se en mezuza, en kapsel, der indeholder citater fra Toraen.

For at være jøde skal man være født af en jødisk mor eller være konverteret til jødedommen ifølge Halachaens definition (en samling af jødiske love). Konvertering er en længere proces, hvor man skal tilegne sig viden og også praktisere forskrifterne.

Jøder missionerer ikke i modsætning til kristne og muslimer.

Inden for jødedommen er der en mangfoldighed af trosretninger. Det er ikke forskelle i indholdet af troen men den kulturelle baggrund og graden af overholdelse af de religiøse bud og forbud (traditionelle og foreskrevne praksis), der adskiller de forskellige retninger. Her plejer man at skelne imellem tre hovedtyper af menigheder:

  • Ortodoks jødedom repræsenterer den oprindelige jødedom men består også af mange forskellige retninger (f.eks. moderne og traditionel ortodoksi). Fælles for dem alle er, at de fastholder Toraens evige uforanderlighed og guddommelige oprindelse. Men tolkningerne af den varierer meget.

    Ultraortodokse jøder mener, at de er de sande arvtagere af jødedommen. Ultraortodoks jødedom er den mest ekstreme form for jødedom (læs mere).

    Det Mosaiske Troessamfund (MT)'s officielle religiøse linie er den ortodokse selv om mange af medlemmerne ikke er ortodokse. Machsike Hadas og ChabaDanmark - Chabad Lubavitch Denmark i København er forskellige (ultra)ortodokse retninger.

  • Den konservative jødedom forsøger at etablere en mellemvej mellem en reform jødedom, der for en stor gruppe jøder er for vidtgående i sine reformer og en ortodoks jødedom, som mange ikke føler sig hjemme i. De ønsker at fastholde centrale dele af den jødiske praksis som f.eks. overholdelsen af sabbatten og spisereglerne.

  • Reform jødedom er den mest udbredte form for liberal jødedom. Reform jødedom er på den ene side et tilpasningsforsøg til det omkringliggende samfunds (kristne) normer. På den anden side er reform jødedommen også et forsøg på at give et alternativ til jøder, som ikke længere føler, at traditionel jødisk lov og levevis lever op til de intellektuelle og etiske krav, som tiden stiller. De mener ikke, at Toraen har guddommelig oprindelse. Reform jødedommen adskiller sig mest markant fra andre retninger inden for jødedommen ved at anerkende et barn af en jødisk far og en ikke-jødisk mor som jøde og at kvinder kan være rabbinere.

    Shir Hatzafon (Progressiv Jødedom i Danmark) hører til i denne gruppe.

Hertil kommer de ikke-religiøse jøder, der etnisk er jøder men som ikke eller kun i meget begrænset omfang følger de jødiske leveregler samt forskellige jødiske sekter.

Der findes forskellige typer af jøder. Herunder er nogle af de oftest forekommende betegnelser nævnt:

  • Sekulære jøder er verdslige jøder, dvs. de har et afslappet forhold til religionen eller betragter ikke sig selv som religiøse.
  • Sephardiske/sefardiske/sefarim jøder er betegnelsen for jøder af sydeuropæisk (primært den iberiske halvø), orientalsk, arabisk og nordafrikansk oprindelse eller afstamning. De kaldes ofte for orientalske jøder. Oprindelig en betegnelse for de spanske jøder i Middelalderen og deres efterkommere.
  • Mizrahi/Mizrahim jøder og deres efterkommere er fra Mellemøsten og nærliggende områder. Nogle betragter mizrahi jøder som en del af de sefardiske jøder.
  • Askenaziske/ashkenasiske/asjkenaziske/ashkenazim jøder er betegnelsen for jøder af tysk, polsk, russisk eller østeuropæisk oprindelse eller afstamning.
  • Etiopiske jøder (Falashmura/Falash Mura/Falashaer) fra Afrika, der har været afskåret fra de jødiske samfund i ca. 2.000 år men har bevaret de gamle oprindelige jødiske traditioner. Næsten alle etiopiske jøder (ca. 120.000) bor i dag i Israel.
  • Sabraer er jøder født i Israel, Det Hellige Land eller Eretz Israel (indfødte).
  • Bosættere er jøder, som bor i Samaria (Shomron) og Judæa (Yehuda)(Vestbredden) eller boede i Gazastriben, uanset om de er sabraer eller indvandrere. De er normalt enten nationalreligiøse eller almindelige verdslige/sekulære jøder.
  • Nationalreligiøse jøder er modstandere af en palæstinensisk stat i Samaria og Judæa. De er ikke ultraortodokse men politisk-religiøse.

Overalt i Israel, Samaria (Shomron), Judæa (Judea/Yehuda), Vestbredden og i Golanhøjderne (Ha'Golan) er der mange jødiske, religiøse og historiske steder.

Jødernes helligste sted er Grædemuren (Ha-Kotel/Western Wall/Vestmuren) i Den Gamle By i Jerusalem (Yerushalayim). Muren, der er 15 meter høj, er et stykke af den vestlige del af den støttemur, der omgav Herodes Tempelplads. Kong David bød sin søn Salomon at bygge et stort og mægtigt tempel på det sted, der i dag kaldes Tempelbjerget (Temple Mount/Mount Moriah). Det stod færdigt i 965 f.Kr. (Det Første Tempel) men blev ødelagt i 586 f.Kr. Jøderne genopbyggede det i 520 f.kr. (Det Andet Tempel), Kong Herodes udvidede Templet både i størrelse og pragt i 20 f.kr. men da Titus erobrede Jerusalem i 70 e.Kr blev Templet plyndret og brændt. Den romerske kejser Hadrian opførte 135 e.Kr. et Jupitertempel (som en hån og for at straffe jøderne) og da muslimerne erobrede Jerusalem i 638 e.Kr. blev den første moske opført. Bortset fra en kort periode (korsfarertiden) har Tempelpladsen herefter været muslimsk. Men alt, der befinder sig under Tempelpladsen, er jødisk.

Ved Grædemuren er der daglig gudstjeneste og der er særlig festligt på shabbat og jødiske helligdage, hvor der er fyldt med mennesker. Mange drenge bliver konfirmeret (bar mitzva) ved muren.

Jerusalem er jødernes vigtigste by og centrum for jødedommen, hvilket den har været i ca. 3.000 år. Jerusalem kaldes også for Zions Stad og Davids By. Det jødiske kvarter i Den Gamle By har været beboet af jøder lige fra det Første Tempels dage. Jødedommen og jøderne er tæt knyttet til Det Hellige Land (Eretz Yisra'el - Landet Israel), som Gud har lovet det. Israel og Jerusalem er og bliver derfor både et fysisk og åndeligt centrum i al jødisk liv og tænkning. "Næste år i Jerusalem" er en traditionel jødisk hilsen, der har været anvendt i flere tusinde år.

Jerusalem er sammen med Tiberias, Hebron (Hevron) og Safed (Zefat/Tsfad) de fire hellige byer.

Under den jordanske besættelse af den østlige del af Jerusalem (1948 - juni 1967), herunder Den Gamle By, havde jøderne ingen adgang til de hellige jødiske steder.

Læs mere om jøder, jødedommen, de forskellige retninger, Grædemuren, Torah og Talmud.

Der bor ca. 6,4 mill. jøder i Israel (maj 2016) og de udgør 75% af befolkningen. Næsten 75% af dem er født i Israel, Det Hellige Land eller Eretz Israel. De fordeler sig med ca. 4,5% ultraortodokse, ca. 13% ortodokse og ca. 82,5% ikke-ortodokse (dvs. konservative, liberale, progressive, sekulære og ikke-religiøse) jøder. En anden undersøgelse viste, at de ultraortodokse/ortodokse udgør ca. 17%, de traditionelt religiøse ca. 39% og de sekulære/ikke-religiøse jøder ca. 44% af den jødiske befolkning i Israel. En tredje og nyere undersøgelse viste, at ca. 8% betragter dem selv som ultraortodokse, ca. 12% er religiøse, ca. 13% er traditionel religiøse, ca. 25% er traditionel men ikke så religiøse og ca. 42% er ikke religiøse (sekulære).

Instituttet Jewish People Policy Planning antog tidligere, at Israels jødiske befolkning vil vokse til omkring 6,23 mill. indtil år 2020, mens verdens samlede jødiske befolkning i samme periode vil vokse fra 13 mill. (2005) til 13,5 mill.

Israels jødiske befolkning udgør ca. 43% af verdens jøder. I dag bor der flere jøder i Israel end i USA, idet den jødiske befolkning i USA kun er på 5,43 mill. (2012). I 2012 var der ca. 13,7 mill. jøder i hele verden og de udgør ca. 0,2% af verdens samlede befolkning.

Samaritanere

De anser sig for at være de sande jøder og bygger deres tro på Torahen og Josuas/Josvas Bog. Gerezimbjerget (Mount Garizim/Gerizim Mt./Har Garizim) nær Shechem/Shekhem (Nablus) i Samaria er samaritanernes hellige bjerg og centrum for deres religion. Sekten stammer fra den tid, da assyrerne fejede hen over det nordlige jødiske kongerige i år 720 f.Kr. Samaritanerne nedstammer fra de jøder, der ikke blev sendt i eksil i Babylon, men som blev i landet. Da jøderne kom tilbage fra eksil i 538 f.Kr. undgik de samaritanerne, fordi de havde giftet sig med deres erobrere, selv om samaritanerne krævede streng overholdelse af mosaisk lovgivning. De tilbagevendte jøder udelukkede dem fra templet i Jerusalem (Yerushalayim) og derfor indrettede samaritanerne deres eget tempel på Garizimbjerget. Dette blev dog senere ødelagt lige som en senere opført synagoge.

Samaritanerne taler arabisk til hverdag og oldhebraisk til gudstjenester og gifter sig kun indbyrdes, med mindre den udkårne udefra konverterer. Samaritanere bruger en anden kalender (tidsregning) end de øvrige jøder, da de mener at verden blev skabt tidligere.

Samaritanerne bor to forskellige steder - ca. halvdelen i et område i Holon (en forstad til Tel Aviv) og den anden halvdel i landsbyen Kiryat Luza ved toppen af Garizimbjerget nær Shechem. Om vinteren bor nogle af landsbyens beboere ved Garizimbjergets fod ved en spartansk synagoge men om sommeren bor alle i landsbyen. Den har egen gravplads, samaritanernes største synagoge og påskeofferpladsen, hvor de afholder den store påskeofferfest med slagtning af får og efterfølgende grill og spisning.

Samaritanerne er nævnt i Biblen i lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukas-evangeliet, kapitel 10, vers 25-35).

Der bor ca. 700 samaritanere de to steder og så vidt vides findes der ikke samaritanere andre steder i verden. Tidligere har der været mange flere samaritanere men på grund af flere massakrer gennem historien er antallet væsentligt reduceret.

Karaitter/karæere

Det er en jødisk sekt (Karaism/Karaite Judaism/Bnei Mikra), der formentlig går tilbage til 800-tallet men deres udgangspunkt svarer til tidligere sekter som saddukæerne, der eksisterede på Templets tid. Ifølge karaitterne selv går Karaismen tilbage til bestemte sekter/grupper af jøder ved Det Andet Tempel i Jerusalem (Yerushalayim).

Ifølge karaitterne er Karaismen den originale eller oprindelige form for jødedom som beskrevet af Gud i Torahen. Karaitterne følger Torahens love bogstaveligt og anerkender ikke de senere rabbinske fortolkninger og tilføjelser i Mishnah og Talmud. Tolkninger af de bibelske skrifter skal ske med udgangspunkt i de gamle israelitters tankegang og forståelse af teksterne. Det er den enkeltes personlige ansvar at studere de hellige skrifter.

Da meget af jødedommen i dag defineres ud fra Mishnah og Talmud, som karaitterne afviser, er der mange forskelle mellem de rabbinske jøder og karaitter. For karaitterne varer en helligdag kun en dag, de fejrer ikke chanukah, tænder ikke shabbatlys fredag aften, der er forskelle i tolkning af kosherreglerne, de har en anden kalender, afholdelse af de religiøse handlinger i synagogen foregår på en anden måde, ingen sex i løbet af shabbat mv. De gifter sig som regel kun med deres egne og ægteskab mellem karaitter og rabbinske jøder er forbudt fra begge sider.

I middelalderen udgjorde karaitterne halvdelen eller en stor andel af jøderne i de jødiske samfund som Byzantium, Spanien, Egypten og Jerusalem. Der har også boet karaitter i Marokko, Irak, Litauen, Polen og Galicien.

Karaitterne udgør i dag kun en lille minoritet. Der bor ca. 25.000 i Israel hovedsagelig i Ramle, Ashdod, Ofakim og Be'er Sheva samt mindre grupper i to moshavim, Jerusalem, Bat Yam og Arad. De sidste ca. 5.000 bor i USA (flest i San Francisco) og flere europæiske lande.

Hassidim

Hassidim/Hasidim/Hasid (Haredi/Haredim) er de ultraortodokse jøder. Hassidim er chassidim, dvs. tilhører chassidismen (fromhed), der stammer fra Ukraine i det 18. århundrede og som er opstået med baggrund i en række voldsomme pogromer i Østeuropa. Chassidismen var en folkelig vækkelse præget af karismatiske ledere og et alternativ til de daværende jødiske retninger.

Det hebraiske sprog anvendes kun i religiøse sammenhænge. Til hverdag taler de jiddish eller andre sprog.

I dag findes der omkring tolv forskellige retninger med hver deres karismatiske ledere og rabbinere.

Ud over de forskellige religiøse holdninger og fortolkninger (f.eks. egen synagoge og bønnebog) adskiller de ultraortodokse sig i praksis fra de ortodokse og øvrige jøder på følgende områder:

  • Påklædning. Mændene kan ofte kendes på deres lange sorte frakker og pelshatte fra det 18. århundredes Østeuropa og ørelokkerne.
  • Uddannelse. De er ret ligeglad med verdslig uddannelse og uddanner sig i stedet på Yeshivas, Talmudakademier, hvor mændene studerer Torah og Talmud hele livet.
  • Daglig- og familielivet. Hassidim lever ofte i skarpt adskilte kvarterer, der kan minde om en gammel østeuropæisk ghetto. De ser ikke fjernsyn, film, teaterstykker eller surfer på Internettet. De lever i en slags arrangerede ægteskaber og får så mange børn som muligt.
  • Staten Israel. De er i princippet modstandere af denne menneskeskabte (ugudelige) stat, som kun Messias og Jehve efter deres opfattelse kan genetablere retmæssigt. I praksis støtter de fleste grupper staten Israel men der findes enkelte grupper, der er anti-zionistiske (f.eks. boykot af valg til Knesset). De anvender normalt ikke det israelske flag og slipper for militærtjeneste.

De ultraortodokse jøder udgør ca. 4,5% af den jødiske befolkning i Israel. De bor hovedsagelig i Benei Brak (forstad til Tel Aviv), religiøse kvarterer i Jerusalem (Yerushalayim), dele af Safed (Zefat/Tsfad) og landsbyen Kfar Hassidim/Kefar Hasidim nær Haifa i det nordlige Galilæa (Ha-Galil). Uden for Israel bor de især i New York og Antwerpen.

Messianske jøder

De messianske jøder kaldes ofte fejlagtigt for kristne jøder. De tror på Jesus som Messias uden at være konverteret til kristendommen og de forbliver etniske og religiøse jøder. For dem er der ikke noget mærkeligt i at bibeholde den jødiske tro og samtidig tro på de kristne doktriner om Gud, Søn og Helligånden (Treenigheden). For dem er Jesus jøde og Messias og hans guddommelighed modsiger ikke den jødiske tro. Jesus var jøde, disciplene var jøder og de første menigheder bestod af jøder. De første kristne var altså messianske jøder.

I Israel er der stor uenighed blandt de messianske menigheder om hvordan deres tro skal dyrkes. Menighederne kan være alt lige fra pinsekirken til evangelisk-luthersk eller romersk-katolsk. At være messiansk jøde hænger ikke så meget sammen med at tilhøre en bestemt retning inden for kristendommen men det er mere en personlig tro på Jesus som Messias, der kan overføres på stort set alle kristne menigheder.

De fleste messianske jøder fejrer ikke de kristne højtider eller helligdage som f.eks. jul og påske men til gengæld de jødiske højtider og traditioner.

Mange messianske jøder i Israel holder lav profil, da de fleste jøder opfatter dem som frafaldne eller forrædere mod den jødiske identitet. De accepteres i mange tilfælde ikke af hverken jøder eller kristne.

The Messianic Judaism Movement, Hebrew Christians og Jews for Jesus er tre organisationer, der alle anerkender Jesus som Messias.

I Israel er der omkring 80-90 messianske menigheder og der skønnes at være ca. 3-7.000 messianske jøder i Israel.

Muslimer

Islam er den yngste monoteistiske religion og den næststørste i Israel. Islam betyder at underkaste sig Guds vilje. Muslimer anerkender Adam, Abraham (Ibrahim), Moses og Jesus som profeter men den største og sande profet er Muhammed (den lovpriste).

Han blev født i Mekka i 570 e.Kr. i det nuværende Saudi Arabien. På det tidspunkt var Mekka en vigtig handelsby. Han var tiltrukket af jøde- og kristendommens monoteisme og lod sig inspirere af de to religioner. Som ca. 40-årig blev Muhammed overbevist om, at han var kaldet af Allah til at modtage en religiøs åbenbaring og overgive den til sin samtid. Efter en åbenbaring fra ærkeengelen Gabriel begyndte han at prædike men kun få lod sig omvende i Mekka.

I 622 e.Kr. flygtede (udvandrede) Muhammed og hans tilhængere til Yathrib/Medina, hvor ca. halvdelen af indbyggerne var jøder (der boede mange jøder i den arabiske verden på det tidspunkt). Mens jøderne i byen ikke ville underkaste sig Muhammed, blev han hørt og forstået af de arabiske indbyggere. Han sikrede sig den totale politiske, økonomiske og militære magt i Medina. Herefter tog han hævn over jøderne, der havde afvist ham, ved at samle de fleste mandlige jøder på torvet og derefter halshugge dem.

Fundamentet for islams ekspansion var hermed lagt. I 629 e.Kr. besøgte han Mekka, nogle af borgerne havde omvendt sig til islam og i 630 e.Kr. indtog Muhammed Mekka med sin hær. Herefter blev islam hurtigt spredt til Mellemøsten, landene omkring Middelhavet og dele af Asien. Muhammed døde i 632 e.Kr.

Muslimernes hellige bog, Koranen (Guds tale til mennesket), er nedskrevet i 651 e.Kr. og indeholder Muhammeds åbenbaringer og de budskaber, han modtog fra Gud i perioden 610 e.Kr. frem til hans død i 632 e.Kr. Muslimernes leveregler er "Islams Fem Søjler" (Fem Trossøjler): 1. Trosbekendelsen (der er kun en Gud og det er Allah og Muhammed er hans profet), 2. Velgørenhed (hjælp de fattige), 3. Fasten (i Ramadan-måneden skal alle muslimer faste mellem solopgang og solnedgang), 4. Pilgrimsrejsen (en muslim skal foretage mindst en hadji - pilgrimsrejse til Mekka - i sit liv) og 5. Tidebønnen (muslimer skal bede fem gange dagligt, når muezzinens stemme fra minareten kalder til bøn).

Der findes fire retsskoler, som har hver sin egen opfattelse af, hvordan man kan oversætte Koranen og sunna (samling af leveregler, der er overleveret fra Muhammed) til et sandt muslimsk liv og samfund (islamisk lov). Islam er i modsætning til kristendommen en lovreligion, der omfatter hele samfundet og alle mennesker (både muslimer og vantro).

Sharia er den guddommelige lov, som en muslim skal følge og som opfattes som en komplet lære og et komplet livsmønster for hver enkelt samtidig med at den fungerer som et moralkodeks for samfundet.

Begrebet Jihad har flere betydninger. Det kan være forsøget på at omvende ikke-muslimer til islam ved hjælp af penge eller overtalelse. Den meste kendte form er den krigeriske Jihad, der ifølge lovteksterne er væbnet kamp mod de vantro (alle ikke-muslimer), dvs. at det er en religiøs pligt at slå vantro mennesker ihjel.

Fredag er muslimernes helligdag, hvor moskeen fyldes til bøn ledet af en imam. Mænd og kvinder sidder adskilt, og inden man går ind i en moske, tager man skoene af og dækker hovedet. Muslimer har et sæt spiseregler ligesom jøderne og her fremgår det bl.a. at muslimer ikke må spise svinekød og drikke alkohol. Selv om dele af islam accepterer fire koner, er det i Israel kun tilladt at have en. I islam er det faderen, der bærer religionen, dvs. er han muslim, er hans børn også muslimer (i jødedommen er det moderen, der afgør barnets etniske tilhørsforhold).

Det er muligt at konvertere til islam men det er ikke tilladt for en muslim at konvertere til en anden religion, dvs. blive vantro.

Muslimerne regner deres årstal fra d. 15. juli 622, hvor Muhammed måtte flygte fra Mekka til Medina i det nuværende Saudi Arabien, og de er derfor nået til ca. år 1426.

Ifølge islam er alle mennesker på jorden, uanset deres religion, omfattet af Koranen og dens indhold. I Koranen er der mange beskrivelser af, hvordan vantro (ikke-muslimer) skal leve livet, hvilke rettigheder de har i forhold til muslimer og hvordan muslimer skal behandle vantro. Dette er en kontrast til f.eks. jødedommen (religionen), der kun omfatter jøder og ikke andre.

Islamisme er en betegnelse for politisk islam (politisk ideologi) eller militant islam, dvs. den opfattelse at statens opbygning, lovgivning, retsvæsen osv. nøje bør følge de islamiske forskrifter (sharia) som beskrevet i Koranen og sunna. Islamisme er derfor uforenelig med demokratiske principper som f.eks. ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed og ligestilling af kvinder, da mennesker ikke skal sætte sig i Allahs sted og udstede love. Islamisme er en voldelig ideologisering af islam og ofte en tilbagevenden til gamle dages islam. Tilhængerne kaldes islamister. Som eksempel kan nævnes Hamas, Islamisk Jihad og Hizbollah, der alle er islamiske (religiøse) fundamentalistiske terrorgrupper.

Ahmadiyya (Ahmadya/Ahmadiya) blev grundlagt i 1889 i Indien. Ahmadi-muslimerne mener, at Muhammed var den sidste profet, der kom med et skrift og at Messias allerede er kommet til jorden. Menigheden er kendt for at være en mere reformvenlig og moderne udgave af islam samt at de er mere tolerante over for ikke-muslimer. De fleste af verdens muslimer anerkender ikke Ahmadiyya som en gren af islam, og bevægelsen og dens medlemmer bliver forfulgt i flere af de muslimske lande. I Israel bor Ahmadi-muslimerne især i Kababir på Carmelbjerget (Haifa).

Muslimernes helligste sted i Israel er Al-Aksa moskeen, der ligger på den sydlige del af Tempelpladsen (Tempelbjerget/Temple Mount/Mount Moriah) i Jerusalem (Yerushalayim), hvor flere jødiske templer tidligere lå. Midt på pladsen ligger Klippemoskeen (Klippekuplen/Dome of the Rock) med den berømte forgyldte kuppel (se kort). Under korsfarerne blev de to bygninger anvendt som kirke.

Islam er den officielle religion hos det palæstinensiske selvstyre (PA), Fatah, Hamas, Islamisk Jihad, Hizbollah mfl. I islam betragtes jøder og kristne som "dhimmi", dvs. som andenklasses borgere uden rettigheder.

I Israel bor der ca. 1,371 mill. muslimer (medio 2012). Flertallet er sunni-muslimer men der bor også shiitter, Ahmadiyya-muslimer og andre. Beduinerne er også muslimer. De fleste arabiske muslimer (undtagen beduiner) bor i den nordlige del af Israel mens beduiner bor i den sydlige del af Israel.

Kristne

I Det Hellige Land, der omfatter Israel, Samaria (Shomron), Judæa (Judea/Yehuda), Vestbredden, Golan (Ha'Golan), Gazastriben og flere mindre områder, ser man kristendommens rige og fascinerende mangfoldighed med trosretninger og gejstlige fra næsten alle lande i verden. Overalt er der kristne religiøse og historiske steder med kirker, klostre, ordener, menigheder, institutioner, arkæologiske udgravninger osv., som kristne fra hele verden kommer og besøger.

Jerusalem (Yerushalayim) er centrum for kristendommen og de kristnes helligste by. I det kristne kvarter i Den Gamle By er der mange kirker og andre helligdomme og her ligger Gravkirken (de kristnes helligste sted). Øst for Den Gamle By er der mange kristne hellige steder som f.eks. Oliebjerget og Getsemane Have. Overalt i Det Hellige Land findes der kristne hellige og historiske steder.

De helligste steder for kristne i Det Hellige Land er Gravkirken (Den Hellige Gravs Kirke/The Holy Sepulchre) i Den Gamle By i Jerusalem, Bebudelseskirken (Basilica of the Annunciation) i Nazaret, Fødselskirken (Church of the Nativity) i Betlehem (Bethlehem) og værelset, hvor Jesus indtog den sidste nadver med sine disciple (en del af bygningskomplekset omkring Kong Davids Grav på Zionbjerget ved Zionporten) ved Den Gamle By i Jerusalem.

Kristendommen begyndte som en jødisk sekt kort tid efter Jesus og udskilte sig efterhånden fra jødedommen, da den lagde afstand til de jødiske rødder i løbet af de første århundreder efter almindelig tidsregning. Den kristne Bibel består af Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente, der indeholder en række skrifter, bøger, evangelier og breve. Der findes en del oldkristne skrifter (tekster), som ikke er med i Det Ny Testamente, hvilket især skyldes beslutninger taget på flere kirkemøder mellem år 300 og 400 e.Kr.

Mange kirkesamfund er repræsenteret i Det Hellige Land:

Russisk-ortodokse, græsk-ortodokse, armenske ortodokse, rumænske ortodokse, etiopiske ortodokse, syrisk-ortodokse (jakobitter), koptiske ortodokse, romersk-katolske (katolikker), græsk-katolske, chaldeansk katolske, syrisk katolske, melkitter, armensk-katolske, koptiske katolske, maronitter, meronnitter, anglikanere, baptister, adventister, mormoner, lutheraner, Church of Scotland, Pinsekirken, tyske og skandinaviske protestanter mfl. De har alle menigheder eller institutioner i Det Hellige Land.

Andre nyere kristne grupper forsøger også at få fodfæste i Det Hellige Land. Det er bl.a. Nigerias Celestial Church of Christ, den apostolske kirke i Schweiz og den koreanske evangeliske kirke.

September 2014 blev en ny israelsk minoritet godkendt. Det var ca. 200 kristne arabiske familier, der ønsker at blive anerkendt og identificeret som aramæere frem for kristne arabere. Aramæerne, der er et gammelt folk, som oprindeligt stammer fra områder i det centrale Syrien, er en lille undergruppe af Israels kristne befolkning.

Desuden har den romersk-katolske kirke oprettet flere ordener som Rosenkrans Søstrene, Skt. Josefs Søstrene, Zions Søstre og Ecce Homo klostret i Jerusalem.

Den verdensomspændende vækst i kristen zionisme, der betragter staten Israels genfødsel som opfyldelse af en bibelsk profeti, har medført, at teologiske og økumeniske institutioner er skudt op overalt for at sætte unge kristne i stand til at studere i Israel. Den Kristne Ambassade i Jerusalem er centrum for meget af den kristne zionistiske aktivitet. Disse relationer mellem kristne og jøder har begejstret nogle israelere men forfærdet andre, der frygter, at hensigten er en omvendelse af jøder til kristendommen. De kristne-zionistiske grupper støtter normalt Israel.

Kristen-jødisk forsoning arbejdes der med forskellige steder i Israel og udlandet. Modsat findes der også kristne grupper uden for Israel med negative eller direkte antisemitiske holdninger, der støtter kampen mod Israel og jøder ved at støtte og sympatisere med de muslimske grupper.

De kristne i Det Hellige Land følger flere forskellige kalendere som den gregorianske kalender (f.eks. katolikker og protestanter), den julianske solkalender (f.eks. ortodokse) eller har deres egen kalender (f.eks. kopterne).

De kristne palæstinenseres tilhørsforhold gælder især de etablerede patriarkater som de græsk-katolske, de græsk-ortodokse og romersk-katolske mens de anglikanske og lutheranske kirker kun har et begrænset antal tilhængere.

I Israel er de kristne generelt lidt mere velstående, bedre uddannet og deltager i højere grad i samfundslivet i forhold til andre befolkningsgrupper. Der findes et kristent universitet i Galilæa (Ha'Galil).

De kristne har været lige så udsatte som jøder når det gælder terror og selvmordsangreb.

De fleste kristne grupper holder lav profil, da de forsøger at opretholde en balance mellem den kristne identitet, kristne rettigheder i området, arabisk nationalisme, muslimsk/islamisk fundamentalisme, anti-vestlige holdninger, ømtålelige relationer med muslimske naboer, de arabiske lande, forholdet til Israel samt at de kristne kun udgør en lille del af befolkningen i Israel, Samaria og Judæa (Vestbredden) og Gazastriben.

Hertil kommer deres nervøsitet for fremtiden - hvordan bliver forholdene for de kristne i de (muslimske) palæstinensiske selvstyreområder? Derfor har de tøvet med at gøre sig gældende politisk, at fremme sager af kristen interesse og protestere mod diskrimination fra muslimske grupper og det palæstinensiske selvstyre (PA). Nogle kristne er dog meget aktive og har forbindelser til forskellige (muslimske) politiske partier og organisationer.

I Samaria og Judæa (Vestbredden) bor der et mindre antal kristne i både de israelske og palæstinensiske områder (ca. 30.000), typisk som spredte mindretal i de muslimske byer eller enkelte små kristne landsbyer som Taybeh. Tidligere udgjorde de omkring 3-4% af den palæstinensiske befolkning men i dag er det under 1%. De største kristne byer under det palæstinensiske selvstyre (PA) er Betlehem og nabobyerne Beit Jala og Beit Sahour. I Gazastriben bor der omkring 1.500-2.000 kristne i Gaza By, hvor der findes flere kirker og Det Palæstinensiske Bibelselskab.

Antallet af kristne i de palæstinensiske selvstyreområder er stærkt faldende, da et stigende antal emigrerer til udlandet på grund af dårlig økonomi, stigende diskrimination og chikane fra det palæstinensiske selvstyre og muslimske grupper. Kristne familier fra de mere perifere byer er i løbet af de seneste år begyndt at flytte til de større byer, hvor de kristne menigheder også er større. Der er en stigende bekymring i flere lokale kirkesamfund for de kristne og kristne samfunds fremtid i de palæstinensiske selvstyreområder og dermed kommende (muslimsk) palæstinensisk stat.

Læs mere om kristendommen og de kristnes fremtid i de palæstinensiske selvstyreområder og kommende palæstinensisk stat.

De fleste kristne i Israel bor i Nazareth, Haifa, Jerusalem, Shefar'am (Shfar'am), Tel Aviv - Jaffa-området og enkelte landsbyer i Galilæa (Ha-Galil) med kristent flertal.

I Israel bor der ca. 155.000 kristne, hvoraf ca. 130.000 (ca. 84%) er palæstinensere og andre arabiske kristne og ca. 25.000 (ca. 16%) er "ikke-arabiske" kristne. De kristne udgør ca. 2% af befolkningen i Israel.

Drusere

Druserne (druzere) er en sekt, der brød med Islam i 900-tallet. Den har navn efter grundlæggeren Ismael al-Darazi og har både hedenske og kristne elementer men det er kun de "vidende", der kender indholdet af den drusiske læres 111 afhandlinger, da religionen ikke er tilgængelig for udenforstående. Druserne har deres egen fortolkning af jødiske, muslimske og kristne profeter og de ærer Moses svigerfar Jethro, hvis grav nær Tiberias er et valfartssted (drusernes største helligdom). Drusere følger mere eller mindre den muslimske kalender. Det er ikke muligt at konvertere til deres religion.

Drusernes kultur er arabisk, de er arabisktalende men de trak sig ud af den arabiske nationalisme i 1948 og har siden været loyale over for Israel, fordi de kan leve i fred med deres religion og kultur. Nogle af de unge drusere indkaldes til militærtjeneste i den israelske hær. De er traditionelt et krigerisk folkefærd og et stort antal drusere er blevet dekoreret for tapperhed.

De fleste drusere er stolte af deres identitet og kultur og de gifter sig ikke med medlemmer af andre grupper; kun indbyrdes. De ældre drusere er ofte traditionelt klædt mens de yngre drusere (både mænd og kvinder) klæder sig mere moderne og ikke er til at skelne fra jøder. Druserne er kendt for deres gæstfrihed.

Druserne blev anerkendt af Israel som et selvstændigt religiøst samfund med deres egne domstole i 1957.

Druserne bor ofte i utilgængelige bjergområder og på bjergtoppe, fordi de dermed bedre kunne forsvare sig mod deres fjender, da de igennem historien har været en forfulgt minoritet siden de brød med den islamiske hovedstrøm. Deres landsbyer kan minde om de arabiske landsbyer i Galilæa (Ha-Galil) og på kystsletten.

I dag bor druserne i 22 landsbyer og mindre byer. Det er to byer på Carmelbjerget (Mount Carmel) uden for Haifa (den største drusiske by Daliat el-Carmel/Daliyat el-Karmil og Isfiya), ca. 15 byer og landsbyer i højdedragene i Galilæa i det nordlige Israel (bl.a. Shfar'am/Shefar'am og Magbar) og i fire landsbyer i den nordligste del af Golanhøjderne (hovedbyen er Majdal Shams, Mas'ada, Buqata/Buk'ata og den mindste og ældste landsby Ein Kinya). Nogle af dem kan ses på dette kort.

I de fleste af de drusiske byer og landsbyer bor der udelukkende drusere (f.eks. Daliat el-Carmel, Isfiya og de fire landsbyer i Golan) mens der i et mindre antal af dem er en blandet befolkning bestående af drusere, kristne og muslimske arabere og i enkelte tilfælde jøder (f.eks. Shfar'am, Magbar og Pekiin).

Druserne i det nordlige Golan (Ha'Golan) dyrker æbler med stor succes og Hermonæblerne er meget kendte for deres specielle smag. Overalt på bjergsiderne ser man æbletræer. Druserne har traditionelt været højlandsbønder men i dag arbejder de fleste unge drusere inden for handel (bl.a. kunsthåndværk), servicefag og industri.

Der bor ca. 130.000 drusere (medio 2012) i det nordlige Israel og Golanhøjderne. I hele verden er der ca. 1 mill. drusere hovedsagelig i Syrien og Libanon.

Bahá'í (Bahai)

Som tre af de store verdensreligioner (jødedom, kristendom og islam) er bahá'í-troen knyttet til Det Hellige Land af historiske årsager. Det var her i området Haifa-Akko, at bahá'í-troens grundlægger Bahá'u'lláh endte sine dage i 1892 efter 40 år som fange og landsforvist fra sit hjemland Persien (i dag Iran).

Inden sin bortgang indikerede Bahá'u'lláh, at det internationale hovedkvarter skulle ligge i dette område, som nu er staten Israel. I dag er regionen bahá'í-troens åndelige og administrative hjerte (verdenscenter). Det sidste hvilested for både Bahá'u'lláh og hans forløber el Báb ligger i området. Báb forkyndte sin mission i 1844 og blev henrettet seks år senere i Persien pga. af sin religiøse lære.

I Haifa kan man se Bahá'í-templet (Bahá'í Shrine) med dens pompøse guldkuppel på Carmel-bjergets skråning (en slags vartegn for byen - se det første billede) beliggende i smukke, velfriserede persiske haver med Bábs gravmæle. Tæt ved ligger bahá'í-troens internationale administrative center bestående af fem bygninger, der indeholder et museum, bibliotek, arkiv, det øverste internationale styrende organ for bahá'íerne og administrative funktioner. Siden 1957 er bahá'í-troen blevet ledet af demokratisk valgte råd, der vælges på lokalt, nationalt og internationalt plan.

Bahá'u'lláhs gravmæle omkranset af skønne haver ligger på den anden side af bugten i Bahji lige uden for Akko. Disse to gravmæler er de to allerhelligste steder for bahá'íerne. Hvert år kommer der flere tusinde pilgrimme fra hele verden for at besøge de hellige steder i området og for at bede og meditere i gravmælerne.

Religionen har sit udspring i Islam men tror på en forening af alle religioner og anerkender både Moses, Jesus, Buddha og Muhammed som profeter. Alle religioner kommer fra den samme Gud og bygger grundlæggende på det samme budskab. Et centralt tema er at jorden kun er ét land og menneskeheden dets indbyggere. Bahá'í bygger bl.a. på følgende principper: Demokratisk opbygning, ingen præster eller kirker, verdensborgerskab, et fælles verdenssprog, styrkelse af menneskerettigheder, afskaffelse af fordomme og racisme, fred i verden samt ligestilling mellem mænd og kvinder.

Selv om Bahá'í religionen har sit udspring i islam, forfølges og diskrimineres bahá'íerne i alle muslimske lande (inkl. Iran). I Israel er Bahá'í-centret og tilhængerne populære.

Bahá'íerne beder og mediterer dagligt, drikker ikke alkohol, faster en måned om året og fredag er deres helligdag.

Baha'í bruger en solkalender inddelt i 19 måneder a 19 dage (+4) og tidsregning fra d. 22. maj 1844, da el-Bab bragte sit budskab.

Religionen har ca. 6,4 millioner tilhængere over hele verden (ca. 330 i Danmark). I Haifa og Akko er der flere hundrede Bahá'í-tilhængere fra mange lande, som administrerer de internationale anliggender i bahá'í verdenssamfundet eller som arbejder og studerer i verdenscentret.

Beduiner

I gamle dage bevægede beduinerne sig frit rundt i Sinaiørkenen, Negevørkenen/Arava-dalen (det sydlige Israel), Judæaørkenen og ind i Transjordanien (i dag Jordan). De beduinske hyrders traditionelle liv indebar, at de flyttede deres hjorde fra græsgang til græsgang i ørkenen. Der har boet beduiner i Negev (Ha-Negev) siden Abrahams tid. Men efter 1948 er deres bevægelsesfrihed blevet stærkt begrænset pga. af grænserne, de politiske forhold og den generelle samfundsudvikling.

I dag bor de fleste beduiner, der er fordelt på ca. 30 stammer, fast i landsbyer ved BeerSheva og rundt omkring i Negevørkenen/Arava-dalen i mindre samfund (ca. 110.000) mens andre bor i Galilæa (ca. 50.000) og på kystsletten (ca. 10.000) i små landsbyer. Den største beduinby i Israel er Rahat, der ligger nord for BeerSheva, og her bor der ca. 62.000 beduiner (ultimo 2015).

I landsbyerne kan de dyrke jorden og holde deres dyr, som engang gav dem det nødvendige for at kunne overleve. Alle stammer har både jordbrug og dyreavl. Nogle beduiner har stadig et telt uden for deres hus. Beduinerne har deres egne skoler, et gymnasium ved Arad og flere og flere unge studerer. Et stigende antal har et traditionelt fast arbejde inden for bl.a. industri, service og transport. En del beduiner producer traditionelt kunsthåndværk, der fortrinsvis sælges på beduinmarkedet hver torsdag i Beersheva. Byen er beduinernes handelscentrum i Negev.

Enkelte beduiner lever stadig på den mere traditionelle måde i telte som seminomader langs med vejene i Negevørkenen og øst for Jerusalem (Yerushalayim), dvs. at teltet og dyreflokken (får og geder) bliver det samme sted det meste af året og kun flyttes i særlige tilfælde eller pga. vejret. Ved teltene er dromedarer delvist blevet udskiftet med firehjulstrækkere, mindre lastbiler og varevogne, der findes batteridrevne fjernsyn og posten bliver i nogle tilfælde bragt til "døren". De beduinske hyrders traditionelle liv tilhører fortiden.

De fleste beduiner, især dem der lever i ørkenområder, er stadig iført traditionelt tøj, der beskytter mod ørkensol og sandstorme. Beduiner lever under to sæt love, nemlig de israelske og deres egne, der er langt strengere.

Beduinerne er arabere og muslimer.

Mange beduiner gør frivillig tjeneste i den israelske hær som stifindere pga. deres store kendskab til ørkenen.

Beduinerne i Israel er israelske statsborgere.

Der bor ca. 175.000 beduiner i Israel (2011). Det er den hurtigst voksende befolkningsgruppe i Israel.

Tjerkessere

Tjerkesserne er sunni-muslimer uden en arabisk kulturel baggrund eller oprindelse. De kom fra bjergene i Kaukasus i Rusland i 1870 efter Krimkrigen. De holder sig til deres egne, blander sig hverken med jøder eller andre muslimer og forsøger at bevare deres særlige etniske identitet uden at blive opslugt af hverken det jødiske eller muslimske samfund, selv om de deltager i Israels økonomiske og nationale anliggender.

De fleste tjerkessere er lyshårede, har blå eller grønne øjne, taler tjerkessisk (samt hebraisk og arabisk), holder deres traditioner i hævd og er kendte for deres opdræt af heste og kosakdans. De har hvert år en festival, hvor tjerkessiske dansere fra hele verden kommer og hvor der bliver inviteret gæster. Tjerkesserne er underlagt deres egne love (Khabza) og afgør selv interne stridigheder.

Tjerkessere gør tjeneste i den israelske hær.

Der bor omkring 4.000 tjerkessere i Israel (Galilæa/Ha'Galil). Ca. 2.900 bor i landsbyen Kfar Kama (grundlagt 1878) med egen landsbyskole og udsigt over Genesaret Sø (Yam Kinneret), ca. 1.000 bor i landsbyen Rechaniya (Reyhaniye/Rihania) nord for Sefad og et mindre antal i de israelske byer.

Sigøjnere

Hvornår sigøjnerne kom til Det Hellige Land vides ikke men der har været sigøjnere i landet i mindst 400 år. De har gennem århundreder søgt at holde en meget lav profil for at undgå opmærksomhed.

Sigøjnerne kalder sig dom eller domari og har deres egen kultur, identitet, sprog (dom) og traditioner. I det daglige går de klædt som alle andre, taler arabisk som deres naboer og bor oftest i arabiske områder. De har generelt det dårligste uddannelsesniveau i Israel og er blandt de fattigste i landet.

Palæstinenserne ser ned på dem og vil helst ikke vide af dem.

Der bor omkring 5-7.000 sigøjnere i Israel fortrinsvis i den østlige del af Jerusalem og flere landsbyer på Vestbredden.

Israelere

Siden maj 1948 har betegnelsen "israeler" været anvendt om personer, der er israelske statsborgere (har et israelsk pas) og som nationalitetsbetegnelse uanset deres etniske, religiøse eller kulturelle baggrund.

Det israelske statsborgerskab bliver bestemt ved fødsel, fast ophold eller ved naturalisering. Israels indbyggere har tilladelse til at bevare dobbelt statsborgerskab.

Langt de fleste israelske statsborgere er jøder men de kan også være arabere, palæstinensere, beduiner, drusere, beduiner, kristne, muslimer mfl.

Begreberne "israelere" og "jøder" anvendes ofte som synonymer, hvilket er forkert (jvf. ovenstående).

En del palæstinensere i Israel er israelske statsborgere med de samme borgerrettigheder som andre statsborgere (f.eks. valgret). En enkelt undtagelse herfra er militærtjeneste, idet palæstinensere ikke skal aftjene værnepligt i det israelske militær.

Betegnelsen "israeler" stammer fra det ældgamle navn israelitter, som er blevet anvendt om jøder i Mellemøsten de sidste 3500-4000 år. Desuden har der været et jødisk kongerige med navnet Israel og hovedstad i byen Samaria.

En israelit kaldes også for 'hebræer'.

Arabere

Araber er i Israel en fælles betegnelse for palæstinensere, beduiner, drusere mfl. uanset deres religion og kulturelle baggrund.

Israelske arabere er en almindelig betegnelse for de arabere, der bor i Israel.

Begrebet "palæstina-arabere", dvs. arabere som boede i det daværende Palæstina, har været anvendt i nyere historisk tid især i den britiske mandatperiode (1920 - 1948) og tiden herefter.

Begreberne "araber" og "palæstinenser" anvendes ofte som synonymer, hvilket er forkert, da det ikke er de samme befolkningsgrupper.

Før begrebet "palæstinenser" med den nuværende betydning blev indført i slutningen af 1960'erne, blev denne befolkningsgruppe normalt kaldt for arabere, palæstina-arabere eller lignende.

En araber er en person tilhørende et arabisk talende folk fra Arabien. Både arabere og jøder er semitiske folk med en fælles fortid og som taler et semitisk sprog (arabisk, hebraisk mfl.).

De største arabiske byer i Israel er Nazareth, Umm el-Fahm/Um Al-Fahm, Rahat (beduinby), Shfar'am/Shefar'am og Baqa el Gharbiya.

De største blandede byer med både jøder og arabere i Israel er Jerusalem, Haifa, Ramla, BeerSheva og Lod.

I Israel bor der ca. 1,771 mill. arabere (maj 2016), dvs. palæstinensere, beduiner, drusere mfl. Heraf er ca. 83% muslimer (inkl. beduiner) og de kristne og druserne udgør hver især ca. 8%. Arabere udgør ca. 20,8% af Israels befolkning (maj 2016).

Palæstinensere

Navnet Palæstina stammer fra år 135 e.Kr. På dette tidspunkt var hele Det Hellige Land (herunder Galilæa (Ha'Galil), Samaria (Shomron), Judæa (Yehuda) og Jerusalem (Yerushalayim)) besat af Romerriget, der var datidens supermagt. Da jøderne endnu en gang gjorde oprør mod den romerske besættelse for at få kontrollen over deres eget land tilbage (132 - 135 e.Kr.), besluttede den romerske kejser Hadrian at straffe dem en gang for alle. Han beordrede en etnisk udrensning af alle jøder i Judæa og Jerusalem og fjernede alle jødiske navne på steder og områder. Han omdøbte landet til Palæstina (det latinske navn for filistrene - Filistrenes Land) for dels at fjerne alle spor efter jøderne (Judæa - jødernes land), dels som en ekstra hån mod jøderne (jøder og filistre var fjender på det tidspunkt).

Navnet Palæstina blev således indført af en magtfuld besættelsesmagt for at skjule en etnisk udrensning og håne en befolkningsgruppe, der allerede på dette tidspunkt havde boet i landet omkring 1500 år.

Gennem historien har navnet Palæstina ikke været anvendt særligt ofte. Navnet er ikke nævnt i Det Nye Testamente eller Koranen eller mange af de gamle skriftlige kilder. Derimod har man ofte anvendt det arabiske navn Sydsyrien. Det geografiske område Palæstina har varieret meget gennem historien; f.eks. var Golanhøjderne og det nuværende Jordan en del af Palæstina, da England overtog området i forbindelse med Første Verdenskrig (se kort).

Selv om navnet Palæstina er meget gammelt, er det først i moderne tid man begynder at anvende begreberne "palæstina-araber" og "palæstinenser". Indtil da blev de forskellige befolkningsgrupper i området betegnet som det de var, nemlig jøder, beduiner, drusere, romere, filistre, samaritanere, persere, osmannere/tyrkere, muslimer, korsfarere, mamelukker osv. (læs mere om de forskellige befolkningsgrupper og deres historie i Det Hellige Land).

Begrebet "palæstina-arabere" har tidligere, især i den britiske mandatperiode (1920 - 1948) og tiden herefter, været anvendt om de arabere, der boede i det daværende mandatområde Palæstina (der indtil 1923 også omfattede Jordan). Tidligere har man historisk udelukkende anvendt begrebet araber eller det navn som de arabiske grupper har haft (f.eks. beduiner).

Begrebet "palæstinenser" har derfor to betydninger:

  • I den britiske mandatperiode (1920 - 1948) og indtil omkring Israels oprettelse blev begrebet "palæstinenser" anvendt af enkelte jøder, som boede i det daværende Palæstina. De kaldte sig selv for palæstinensere, fordi de boede i det daværende Palæstina. Det var jøder, som ikke var religiøse men som anså sig selv for at være borgere i mandatområdet Palæstina. De øvrige jøder og befolkningsgrupper i området anvendte ikke betegnelsen "palæstinenser".

  • Den nuværende betydning af begrebet "palæstinenser", der omfatter en bestemt gruppe af arabere med tilknytning til det daværende mandatområde Palæstina og deres efterkommere, begyndte man først at anvende fra omkring 1968-70 (efter PLO's grundlæggelse i 1964 og Seksdagskrigen i juni 1967, der ændrede landkortet væsentligt). Tidligere blev de kaldt for israelske arabere, arabere eller palæstina-arabere.

Nogle steder er det angivet, at palæstinenserne er efterkommere af filistrene (et søfartsfolk, der boede i Gaza By og det nærliggende kystområde på Jesus tid og tidligere). Dette er ikke rigtigt, da filistrene ikke er af arabisk afstamning og at de for længst er forsvundet ud af historien. Palæstinenserne har kun navnet tilfælles med filistrene pga. den daværende romerske kejser. Palæstinenserne er heller ikke efterkommere af kanaanæerne, der ligeledes for længst er uddøde som et folk.

En del af palæstinenserne i Israel er israelske statsborgere med de rettigheder, som det giver (undtagen værnepligt). Der findes mange palæstinensere i Det Hellige Land, der er jordanske statsborgere.

Palæstinenserne i Syrien, Libanon, Jordan, Israel og de palæstinensiske selvstyreområder taler den samme arabiske dialekt og har en fælles kulturel og etnisk baggrund. Palæstinenserne i Jordan udgør omkring 60-80% af den jordanske befolkning, i Syrien og Libanon mindre grupper, i Israel omkring 15% og 100% i de palæstinensiske selvstyreområder (her accepteres ikke andre etniske grupper).

Palæstinenserne i Israel bor især i den mellemste del af landet mellem Tel Aviv og Jerusalem (Jerusalem-korridoren), i Jerusalem og Haifa-området. Derimod bor der kun få eller ingen palæstinensere i Tel Aviv-området, det sydlige Israel (BeerSheva, Negev-ørkenen og Eilat), Jordandalen (undtagen Jeriko), det meste af Galilæa, omkring Genesaret Sø og i Golanhøjderne.

I Israel bor der ca. 1,2 mill. palæstinensere, heraf er ca. 90-95% muslimer og ca. 5-10% kristne. De udgør ca. 15% af befolkningen i Israel.

Øvrige

Denne gruppe omfatter de personer i Israel, der ikke er klassificeret efter de ovennævnte grupper, fastboende udlændinge, andre religioner mfl.

Derimod er turister, andre ikke-fastboende og gæstearbejdere ikke med i denne statistik.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Fakta om Israel Kort Hvordan bor israelerne? Danske jøder


© 2000-2017 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 6.1.2017