Vi anklager: I svigter menneskerettighederne, når I gør forskel på lidelser
Så længe humanitære organisationer nægter at konfrontere voldens kultur dér, hvor de har vænnet os til at undskylde den, så er de ikke neutrale mæglere. De er medskyldige. Den palæstinensiske sag har aldrig manglet støtte. Men den har tragisk ofte manglet selvransagelse. Og så længe selvransagelsen udebliver - så længe deres egne forbrydelser afvises som "zionistiske løgne" - vil ingen egentlig fremtid være mulig, skriver kronikørerne.
Af Daniel KarpantschofStud.theol., København og Heidi Laura Ph.d., forfatter, Nyborg, Morgenavisen Jyllands-Posten (3. juni 2025).
Der er tidspunkter, hvor en underskrift ikke er samvittighed, men tilsløring. Hvor en kampagne ikke er en stemme for retfærdighed, men en bekræftelse af en moralsk ensretning. Amnesty International og Oxfam har i deres kampagner "Ikke i mit navn" ikke taget etisk stilling - de har truffet en moralsk selektion. Og lad os kalde det, hvad det er: en udvælgelse af, hvilken lidelse der fortjener plads i offentlighedens bevidsthed - og hvilken der forvises til glemslens mørke, som om den aldrig fandt sted.
Vi anklager disse organisationer - og med dem store dele af det internationale civilsamfund - for at have svigtet idealet om menneskerettigheder som noget universelt. De taler højlydt og følelsesladet om den ene konflikt, mens de er tavse, næsten demonstrativt fraværende, når det gælder de mange andre. Hvor er deres flammende vrede over henrettelsen af homoseksuelle i Gaza? Hvor er deres harme over de yazidi-piger, der - som sexslaver for palæstinensiske ledere - blev befriet af Israel? Hvor er deres fortørnelse over folkedrabets genkomst i Darfur? I Xinjiang? I Grønland?
De råber, når råbet passer ind i en bestemt fortælling. De vælger ikke efter retfærdighed - de vælger efter modtagerens identitet. Og den eneste forbryder, de tillader i deres moralske univers, er den israelske stat - helst indkapslet i figuren "jøden som kolonial aktør".
Her må vi tale klart: Det internationale samfund - og særligt organisationer som Amnesty og Oxfam - har i årtier accepteret, promoveret og forstærket en palæstinensisk selvfortælling, der ikke blot er farvet af modstand, men af selektiv modstand. En modstand, der ikke rummer selvkritik, men i stedet eksternaliserer al skyld. Det er et mønster, hvor palæstinensiske krigere sendes i krig med arabisk skrevne noter med fonetisk hebraisk tekst: "Spred dine ben." Det er ikke blot et udtryk for brutalitet - det er et kulturelt symptom. Et sprog og et valg, hvor voldtægten af den anden er en form for sejr. Hvad gør det ved et folks mulighed for at opnå autonomi, at dets helte idealiseres for deres grusomhed?
Den palæstinensiske sag har aldrig manglet støtte. Men den har tragisk ofte manglet selvransagelse. Og så længe selvransagelsen udebliver - så længe deres egne forbrydelser afvises som "zionistiske løgne" - vil ingen egentlig fremtid være mulig. Det er et ansvar, som også hviler på de internationale aktører, der dagligt fremlægger den palæstinensiske tragedie uden at se den palæstinensiske gerningsmand i øjnene.
Vi anklager FN's hjælpeorganisation UNWRA og FN-systemet for at være medskyldig i generationers afhængighed, had og institutionsskabt offeridentitet. Vi anklager Oxfam, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Amnesty for at påstå neutralitet, mens de reelt opererer med en etisk skala, hvor ofrenes politiske position afgør deres menneskelige værdi.
Vi anklager Copenhagen Pride for at tie, når homoseksuelle smides ud fra bygninger eller stenes i Gaza, men bruge deres stemme til at angribe det eneste land i regionen, hvor LGBTQ+-personer lever frit og beskyttet af loven. Vi anklager det intellektuelle Europa for at være så optaget af koloniale fejlanalogier, at det ikke kan erkende, når de udnyttes som propaganda for en ny form for teokratisk og antisemitisk vold.
Vi anklager universitetsmiljøer og akademiske tidsskrifter for at holde seminarer om kolonialisme og slette det jødiske folk fra deres historiske og kulturelle kontekst.
Vi anklager den moderne venstrefløj for at gøre op med virkeligheden i identitetens navn. For at have vendt kritisk tænkning til dogmatisme og vendt skyld til valuta. For at være hurtige til at mobilisere protester imod Israel dagen efter et terrorangreb - mens ofrene endnu identificeres - men udeblive med enhver fordømmelse af dem, der bar knivene, riflerne og kameraerne. De marcherer under slogans som "resistance by any means" og bliver dermed, bevidst eller ej, brikker i en global propaganda, der har ét mål: at undergrave enhver moralsk legitimitet for jøders selvforsvar.
Det israelske samfund - og heri ligger en forskel, man sjældent taler højt om - er i konstant indre kritik. Aviser, universiteter, demonstrationer og domstole arbejder uophørligt med at stille magten til ansvar. Den selvsamme stat, som beskyldes for at begå folkemord, kan knap få gennemført en retsreform, uden at millioner går på gaden. En retsreform, der får samme organisationer til at råbe og skrige - uden at de løfter blikket mod de langt mere vidtgående reformer i Polen. Det er ikke en perfekt stat. Men det er en selvrefleksiv stat.
Hvem i Gaza eller Ramallah demonstrerer mod Hamas' korruption? Hvem gør det i København? I Washington D.C.? I Paris? Hvem i Khan Younis råbte op om henrettede homoseksuelle? Hvem samler underskrifter i protest mod brugen af børnehospitaler som våbendepoter? Hvem stiller de palæstinensiske grupper til ansvar, der i vrede, afmagt eller had spytter og sparker efter lig, der trækkes af Toyota-vogne gennem de sønderbombede gader i Gaza City?
Dem, der glemmes af Oxfam og Amnesty. For de passer ikke ind i narrativet.
Vi anklager dem, der nægter at stille disse spørgsmål, for at medvirke til en kynisk og blodig status quo. Tavshed er ikke neutralitet. Det er valg. Et valg, der gør nogen til evige ofre - med det helt specifikke formål at gøre andre til evige syndebukke.
Vi anklager den palæstinensiske sag for aldrig at forholde sig selvkritisk - og dermed aldrig opnå andet end en gentagelse af brutalitet, der kun mødes med brutalitet.
Og vi anklager alle dem, der rækker hænder ud - ikke for at løfte, men for at hilse på dem, der knytter næver mod deres egne. Organisationer, der kalder det medmenneskelighed, når de reelt viger uden om det ansvar, der følger med sand solidaritet: også at sige sandheden, når den er ubekvem.
Vi anklager det humanitære verdenssamfund for at reagere med vrede, når Israel lukker Al Jazeera, men uden samme vrede, når det palæstinensiske selvstyre censurerer selvsamme kanal for præcis det samme: at fungere som forlænget propagandaarm for Qatars udenrigspolitik.
Vi anklager de selvsamme røster for at fordømme journalisters død i Gaza, men uden på noget tidspunkt at fordømme terrororganisationers brug af presseveste som falsk flag eller den brutale undertrykkelse af frie stemmer og journalister. Vi anklager dem for at se ét dødsfald som et overgreb og et andet som et uheld. For at kalde ét skud en krigsforbrydelse og et andet en beklagelig omstændighed - alt efter hvem der affyrede det.
Og ja, vi håber på fred. Men fred er ikke et mantra. Fred er ikke en T-shirt. Fred er ikke en følelse. Fred er et opgør med løgn, med had, med de illusioner, der ophøjer vold til modstand og tavshed til moral. Om fred overhovedet er mulig mellem en bevægelse, der nægter jøder retten til at eksistere, og et folk, der nægter at dø - det ved vi ikke. Måske er det umuligt.
Men det umulige har før givet efter for det nødvendige.
Ét står dog klart: Så længe såkaldte humanitære organisationer - med deres stiftede erklæringer, moralske pegefingre og selektive anklager - nægter at konfrontere voldens kultur dér, hvor de har vænnet os til at undskylde den, så længe de kun lægger pres på det åbne samfund og aldrig på det lukkede, så er de ikke neutrale mæglere. De er medskyldige.
Når Amnesty og Oxfam siger: "Ikke i mit navn," bør vi spørge dem: I hvis navn tier I da?
Til toppen Artikler Antisemitisme Terror