Det israelske flag

Store genier og mindre giganter. 101 eventyrlige jødiske liv

Bogen indeholder en længere række af korte biografier, der skal gøre læseren klogere på nogle særligt interessante jødiske personer op igennem historien, og klogere på, hvad det var, de gik og syslede med, som oven i købet viste sig at blive af større eller mindre betydning for os alle sammen. De underholdende biografier er rammet ind af nøgtern oplysning om jødisk liv og identitet, om Holocaust og syndebukeffekt etc.

Bog: Store genier og mindre giganter. 101 eventyrlige jødiske liv Antisemitismen er over os igen, som en smittebåren virusepidemi.

Vi ved jo, at jøder op igennem århundrederne, særligt i urolige tider, har været ofre for forfølgelser og myrderier. Hvis vi da ikke vælger at tro på ulækre løgne. Men historien om jøderne er langt fra kun en offerfortælling. Der er også en anden og endnu større fortælling. Det er den om deres årtusinder lange, fascinerende historie, deres evne til stadig at leve og skabe gennem svære prøvelser, deres uundværlige bidrag til vores civilisation og kultur.

Ja, vores liv og hverdag ville være fattigere på mange ledder og kanter, hvis ikke det lille, men forunderligt resursestærke folk, havde været der og hele tiden formået at frembringe sønner og døtre med særlige evner. Evner som tankekraft, opfindsomhed, kunstnersind, mod, humor, klogskab og flere til. Det er evner, som disse mennesker - der ellers i det meste er ligesom dig og mig - med flid har opdyrket og finslebet. Frugterne af dem har de siden gavmildt delt med alle os andre. Læs bogen, som er skrevet af en ikke-jøde uden noget som helst i klemme, og bliv både fanget ind og klogere.

Bogens tekster er illustreret med fotos og andet materiale.

Jens Christian Abildskov er journalist, skribent og musiker. Læs mere om bogen og forfatteren: Den nyeste bog om jøder - og alt det de har givet os.

Forfatter: Jens Chr. Abildskov
Titel: Store genier og mindre giganter. 101 eventyrlige jødiske liv
Udgivelsesår: 2023
ISBN: 9788793460072
Sprog: Dansk
Sider: 258
Udgiver: Forlaget LAND
Link til bog: Store genier og mindre giganter. 101 eventyrlige jødiske liv
Udgivelsesdato: 20-11-2023

En ny bog om men også for jøder
Af Jens Chr. Abildskov

Ved de seneste par møder i DIF i Aarhus er jeg dukket op som nyt medlem. Jeg er der for at støtte, lytte og lære, men også for at gøre opmærksom på den bog, som jeg har skrevet og udgivet: Store genier og mindre giganter. 101 eventyrlige jødiske liv.

Det koster masser af tid, slid og møje at producere en bog. Samt penge. Så man vil jo af mange grunde gerne have den ud til en masse læsere.

Jeg er ikke selv jøde, men jeg har kendt jøder i mit liv, som jeg mægtig godt kunne lide. Tanken om, at de og deres fæller skal udsættes for forfølgelse og had, vækker min afsky.

Jeg er uddannet som journalist, så da antisemitismen begyndte at komme op til overfladen for nogle år siden, sagde mine instinkter: Skriv! Det gjorde jeg så, uden at tænke ret meget fremad på det besvær, jeg kastede mig ud i. Da regeringen senere kom med sin Handlingsplan imod antisemitisme, og Henri Goldstein, formand for Jødisk Samfund, ved den lejlighed udtalte, at der var brug for at få den positive historie om jøderne frem - fortalt af en ikke-jøde, sagde mine instinkter: Bliv ved med at skrive!

For det var den mission, jeg var i gang med. Mine første tanker om en bog var: Fjolserne, der falder for antisemitisme, kan simpelt hen ikke være klar over, hvad jøder har ydet til den verden, vi lever i, for det er ikke så lidt. Det er jeg nødt til at fortælle dem. Min anden tanke var: Folk snakker om jøder, som om de er en ansigtsløs masse, man frit kan tillægge alt muligt ondt. Der er brug for at sætte ansigter og menneskelige beskrivelser på, så det bliver klart, at de er og skal opfattes som individer, ligesom vi alle gerne vil.

Derfor blev formen på bogen en længere række af korte biografier, der skal gøre læseren klogere på nogle særligt interessante personer op igennem historien, og klogere på, hvad det var, de gik og syslede med, som oven i købet viste sig at blive af større eller mindre betydning for os alle sammen. De underholdende biografier er rammet ind af nøgtern oplysning om jødisk liv og identitet, om Holocaust og syndebukeffekt etc.

Ella og Henrik Chievitz, som har fulgt mit projekt et godt stykke af vejen, har været så venlige at give en form for anmeldelse af bogen i form af svar på en række spørgsmål, jeg stillede dem. Spørgsmålene og svarene kan du læse herunder.

10 spørgsmål til Store genier og mindre giganter
Besvaret af Ella og Henrik Chievitz, Silkeborg

Er bogen værd at udgive? Hvis ja, hvorfor?

Det er den absolut. Det er genialt, at netop en ikke-jøde skriver netop denne bog.

Kan den fængsle eller inspirere en læser? Hvordan?

Læseren bliver nysgerrig. Både underholdt og klogere. Man bliver klogere på de enkelte personers liv og virke og på de større sammenhænge og perspektiver. Som øvet i emnet kan man med fordel starte med at læse de vigtige perspektiverende tillæg og så få dem udmøntet med persongalleriet.

Hvordan er den sprogligt set? Tung? Letløbende? Lokker den en videre?

Sproget er let læst og i et flow. Det er svært at stoppe sig selv i at læse lidt videre hele tiden. De mange skiftende portrætter, som vi bliver introduceret til, når aldrig at blive langtrukne eller kedelige, som lange, grundige biografier måske kunne risikere.

Hvad kan forskellige læsere få ud af den?

Der er forskellige ting at hente for forskellige læsere. Der vil hænge forskellige ting ved, alt efter hvem man er. Unge læsere vil blive tiltrukket af sprogtonen, den spændende fortællemåde og flowet.

Hvad får man ud af den som jøde?

Ny viden. Jeg (Ela) kendte ikke alle de personer, den skriver om, så jeg har fået udvidet selv mit insiderkendskab. Samme er på intet tidspunkt blevet generet af fejl eller haltende forståelse af det jødiske.

Taler den til nutidens læsere?

Det gør den, fordi de fleste godt er bekendt med, at antisemitismen er dukket op igen, og de vil gerne have nogle svar angående problematikken. De fængende indfaldsvinkler til artiklerne knytter an til noget nutidigt, og sproget er også nutidigt.

Er den hurtigt glemt, eller vækker den til eftertanke?

I hvert fald hvis man i forvejen er opmærksom på problematikken og søger svar, vil noget givetvis blive hængende. Og det bliver sværere at hade jøder som en gruppe. Det modvirker had at få sat nogle ansigter på, selv lidt hastigt opridsede.

Forekommer den afbalanceret og troværdig?

Jøder har selvfølgelig alle de gode og dårlige sider som alle andre mennesker. Bogen må gerne være positiv i sit udgangspunkt, men den skal på den anden side ikke hvidvaske nogen. Gangsteren Bugsy Siegel er et godt eksempel på en skurk - omend en begavet en.

Hvad ville en anmelder fremhæve ved den?

Måske det lette tråd kombineret med dybden. Inspirationen til at søge mere viden.

Kan den ændre noget, bare i det små?

Jeg (Ela) tror, at den kan være til hjælp for jøderne. En enkelt bog revolutionerer vel ikke meget, men hvis den kan påvirke nogle, som kan påvirke andre, vil vi se nogle ringe i vandet, som kan sprede sig.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Film og bøger


© 2000-2024 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 18.5.2024