Det israelske flag

Batsheva Dance Company

Gallaåbning: Det israelske dansekompagni Batsheva Dance Company åbnede Århus Festuge 2001.

Det israelske dansekompagni Batsheva Dance Company Den internationale presse har forlængst overgivet sig, og det samme har det store publikum, der verden over har taget imod det israelske dansekompagni, Batsheva Dance Company, der åbner Århus Festuge 2001.

Nytænkende, storslåede, smukke og kraftfulde er nogle af de prædikater, pressen har fundet frem, når de har skullet beskrive opsætningerne af kompagniet, der, lige siden Ohad Naharin trådte til som gruppens kunstneriske leder og koreograf i 1990, har sat helt nye standarder for kvalitet og originalitet i danseverdenen. Det er i særlig grad i kraft af ham, at kompagniet nu rangerer blandt de bedste dansekompagnier i verden.

Kompagniet er sammensat af internationale kræfter og har spillet på alle kontinenter og næsten alle store festivaler i verden med enorm succes. I Israel er Batsheva Dance Company afholdt af et stort og hengivent publikum, der spænder lige fra de helt unge, der betragter kompagniets forestillinger som kultbegivenheder, og til det mere modne publikum, der fokuserer på andre ting, men i lige så høj grad har taget opsætningerne til sig.

Det nye værk 'Virus of Ohad Naharin' er baseret på den østrigske manuskriptforfatter Peter Handke's "Offending the Audience". Stykket, der blev opført på studenterscenerne over hele Europa i slutningen af 60'erne som en provokation, blev for nylig genopdaget af Ohad Naharin. Det er i mindre grad fornærmelsen af publikum, end det er opfordringen til eftertænksomhed og en eksakt beskrivelse af de krav, der stilles i dag til teater og dans, der giver stykket en ganske særlig aktualitet.

Musikken er af den unge israelske cellist og komponist, Karni Postel, og en arabisk musikgruppe fra Israel.

Åbningen af Århus Festuge overværes af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og Hans Kongelige Højhed Prinsen. Åbningstalen holdes af Hendes Majestæt Dronningen og velkomsttalen af borgmester Flemming Knudsen.

Musikhuset Aarhus danner rammen for Europapremieren, der fremføres af 16 professionelle dansere fra hele verden, hvoraf én oven i købet oprindeligt kommer fra Århus. Selv samme danser, Jesper Thirup Hansen, der har været danser i Batsheva Dance Company de seneste tre år, står selv for oplæsningen under forestillingen.

Forestillingen vises i Danmark kun i Århus og det er bl.a. takket være den tidligere israelske ambassadør i Danmark Yitzhak Eldan.

Resume:

Gallaåbning: Batsheva Dance Company
Virus of Ohad Naharin
Europapremiere
Sted: Musikhuset Aarhus, Store Sal
Tidspunkter: Fredag d. 31/8 kl. 19.30 og lørdag d. 1/9 kl. 20.00
Arrangør: Århus Festuge
Pris: Fredag: 240,- 215,- 195,- For grupper min. 10 pers.: Spørg efter rabatter.

Se omtalen i Århus Stiftstidende, hvor der bl.a. er et interview med en af danserne, den 29-årige Jesper Th. Hansen fra Århus (Århus Stiftstidende d. 5. august 2001, 1. del, side 13, overskrift: "Verdensdanser får europapremiere i hjembyen Århus").

Læs desuden om "PROJECT 01 - en unik aften i Ohad Naharins magiske verden" (har bl.a. været vist hos Granhøj Dans i Århus i januar 2002).

Læs mere om Batsheva Dance Company og Ohad Naharin.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen DIF's aktiviteter (arkiv)


© 2000-2021 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 29.9.2021